Slip for skat af din løn.
Kan man det? Ja, måske.
Slip for skat af din løn – det lyder for godt til at være sandt; men det er det faktisk ikke, under visse betingelser. Det er faktisk slået fast i gældende dansk skattelovgivning, at det er muligt at slippe for at betale skat af sin løn til Danmark – selvom man er fuld skattepligtig til Danmark.
Fuld skattepligt
Fuld skattepligt – hvad betyder det? Lad os sige man har rådighed over en helårsbolig her i landet, for eksempel en lejlighed. Så opfylder man bopælskriteriet, hvorefter man som udgangspunkt er fuld skattepligtig til Danmark. Og dermed beskattes man til Danmark af alt, hvad man tjener. Det kan også være man har rådighed over et sommerhus. Det kan også medføre, at man anses for at have bopæl i Danmark, med den konsekvens, at man er fuld skattepligtig.
Kan man slippe for skatten, selv når man er fuldt skattepligtig til Danmark? Ja.
Hvis man opholder sig i udlandet, men er fuldt skattepligtig til Danmark, for eksempel fordi man har den nævnte ‘bopæl’ i Danmark, kan man i visse tilfælde blive fritaget for at betale skat til Danmark af den løn, man modtager for sit arbejde. Også selvom man er fuldt skattepligtig til Danmark.
Man kan godt opholde sig i udlandet, selvom man er fuldt skattepligtig til Danmark.
Lad os sig du udstationeres i mere end 6 måneder. Lad os sige, at du undlader at opholde dig mere end 42 dage i Danmark i den periode. Så åbner der sig visse positive muligheder for dig. Og lad os sige der ikke er en forstyrrende såkaldt dobbeltbeskatningsoverenskomst (DBO) mellem Danmark og det land du flytter til.
Ingen DBO – lad os tage Dubai som eksempel.
Danmark og Dubai har ikke indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Og i skrivende stund (2023) har jeg forstået, at Dubai ikke beskatter lønindkomst fra for eksempel Danmark. Hvis du opfylder lovens betingelser, kan du blive udstationeret i Dubai, være fuldt skattepligtig til Danmark, men modtage hele din danske løn i Dubai, uden nogen form for lønskat.
Du er ikke udvandret – Derfor ingen ‘havelågebeskatning’
Når man udvandrer af Danmark, beskatter Danmark dig ved havelågen.
Det betyder forenklet at du beskattes af de værdier du tager med dig ud af landet.
Denne artikel handler ikke om ‘havelågebeskatning’, da du jo her i eksemplet fortsat er fuldt skattepligtig til Danmark. Og fordi du fortsat er fuld skattepligtig til Danmark, så er du ligesom heller ikke udvandret
– heller ikke fordi du opholder dig i Dubai.
Lad os sige, at du er selvstændig gennem dit eget selskab
I så fald er du jo lønmodtager i dit selskab. Dit selskab er din arbejdsgiver. Dermed kan du nemt nappe en medarbejdersamtale (med dig selv) og blive udstationeret i for eksempel Dubai. Kan du så som konsulent udføre dit arbejde via dit eget danske selskab fra Dubai?
Øh, rent teknisk: ja, de har internet i Dubai, og telefoner. Så det kan du vel godt?
Og dine kunder ringer til dit selskab, taler med dig. I holder møder på Teams.
Det er vel ikke anderledes end hvis jeg – der sidder i København – holder møde med en klient i Aalborg.
det betyder ingenting skattemæssigt.
Hvor stor en løn – for eksempel hele overskuddet.
Lad os sige du ikke rigtig har omkostninger med at drive din virksomhed. Ingen ansatte andre end dig selv. Så stort set al din omsætning via selskabet (som du genererer i Dubai) sådan set det du kunne udtage i løn.
Lad os sige, at du dermed skaber en 1½ mio. kr. ved dit arbejde via dit selskab i Dubai.
Hvis du genererede samme beløb i Danmark, og herefter hævede det hele som løn i Danmark, ville du overskride top-skattegrænsen og modtage ‘i runde tal’ 40 kr. at hver 100 kr.
Men fordi du bor i Dubai, så kan du modtage 1½ mio. i løn, uden at betale nogen form for skat! Hverken til Dubai (forstår jeg) og heller ikke til Danmark. Så 3 år i Dubai, giver dig altså 4,5 mio. kr. i løn, som du herefter selvfølgelig kan tage med til Danmark igen, når du bliver træt af evig blå himmel, lækre biler og sandstrand. Du skal selvsagt betale for dit ophold i Dubai, men mon ikke opholdet er billigere end topskatten i Danmark?
Holder det her?
Under forudsætning af, at du opfylder betingelserne, så fremgår det af lovens klare ordlyd i Ligningslovens § 33 a. I min verden vil jeg anbefale, at du får et såkaldt bindende svar fra Skat, så du ‘har papir på løsningen’. Vi bidrager gerne.
Nyt pr forår 2023:
►En pilot, som arbejdede for et dansk luftfartsselskab, og som samtidig havde opholdt sig i udlandet i mere end 6 måneder uden afbrydelser på mere end højst 42 dage i alt, havde selvangivet sin indkomst fra ansættelsen som pilot som lempelsesberettiget efter ligningslovens § 33 A, stk. 3. Landsretten udtalte, at tilfælde, hvor en dansk lønmodtager, som har bevaret sin fulde skattepligt til Danmark, af egen drift og uafhængigt af arbejdsgiveren vælger at bosætte sig i udlandet, uden det pågældende land har sammenhæng med arbejdsgiverens forhold, falder uden for ligningslovens § 33 A. Om den konkrete sag udtalte landsretten, at pilotens udlandsophold ikke skyldtes en ansættelse i udlandet, hvor ophold i Danmark udgjorde nødvendigt arbejde set i forhold til en hovedbeskæftigelse i udlandet, men at udlandsopholdet derimod var uafhængigt af arbejdsgiveren, ligesom landet, hvor piloten tog ophold, ikke havde nogen form for sammenhæng med arbejdsgiverens forhold. Landsretten fandt på den baggrund, at ligningslovens § 33 A henset til såvel ordlyden som formålet med skattelempelsesreglen ikke var anvendelig i den konkrete situation. Se SKM2023.18.ØLR.◄