SMBA eller FMBA til A/S – omdannelse
Før de nye regler:
På nuværende tidspunkt er der alene lovhjemmel til omdannelse af et andelsselskab (A. M. B. A.) til et aktieselskab (A/S), jf. selskabslovens § 325.
I henhold til Erhvervsstyrelsens praksis er det muligt (STEP 1) at omdanne en forening med begrænset ansvar (F. M. B. A.) eller et selskab med begrænset ansvar (S. M. B. A) til et andelsselskab med begrænset ansvar (A. M. B. A.), hvilket dog forudsætter, at vedtægterne for virksomheden ændres, således at virksomheden opfylder andelskarakteristikaene. Efter en beslutning om omdannelse af en forening med begrænset ansvar eller et selskab med begrænset ansvar til et andelsselskab med begrænset ansvar er det herefter muligt (STEP 2) at anvende reglerne om omdannelse til et aktieselskab.
De nye regler (plan: fra 01.07.2017):
Det foreslås, at selskabsloven ændres således, at selskaber med begrænset ansvar og foreninger med begrænset ansvar omfattes af selskabslovens bestemmelser om omdannelse. Det vil betyde, at alle virksomheder med begrænset ansvar kan omdannes til aktieselskaber. (Men ikke til ApS.)
Det foreslås, at det gøres muligt at omdanne en forening med begrænset ansvar (F. M. B. A.) og et selskab med begrænset ansvar (S. M. B. A.) til et aktieselskab på samme måde som et andelsselskab (A. M. B. A.) i dag kan omdannes til et aktieselskab (Men ikke til ApS??).
Med forslaget vil der således gælde de samme omdannelsesmuligheder for alle virksomheder med begrænset ansvar, dvs. andelsselskaber, foreninger og selskaber med begrænset ansvar (SMBA). Bestemmelsen finder anvendelse på virksomheder med begrænset ansvar, som er omfattet af § 3 i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.
BEMÆRK:
Det bemærkes i denne forbindelse, at der ved en omdannelse af virksomheder med begrænset ansvar til aktieselskaber er tale om den samme juridiske enhed både før og efter omdannelsen, og virksomheden beholder som følge heraf også sit CVR-nr.
Min mening:
Hvorfor man kun tillader omdannelse til A/S og ikke ApS er en gåde. Der er ingen bemærkninger i Lovtidende om det. Gør hvad du kan for at påvirke politikerne i processen, så denne lempelse indføres. Det kan kun opfattes som chikane af eksisterende SMBA selskaber.