Om dommen:
Østre Landsret har den 7. november 2017 afsagt dom i en sag om erstatningsansvar for medlemmer af Roskilde Bank A/S’ direktion, bestyrelse og eksterne revision. Sagen angår bankens drift i perioden 2005 og indtil bankens kollaps i august 2008. Banken er efterfølgende erklæret konkurs.
Om erstatningskravet:
Finansiel Stabilitet A/S, der efter sammenbruddet overtog bankens aktiver, har rejst et erstatningskrav på 1 mia. kr. mod Niels Valentin Hansen, der var bankdirektør frem til april 2007, Allan H. Christensen, der havde titel af underdirektør i hele den omhandlede periode, samt Peter Müller, Niels Erik Qvist Krüger, Peter Holm, Asger Ib Mardahl-Hansen og Ove Flemming Holm, der var medlemmer af bankens bestyrelse i hele eller dele af perioden.
Finansiel Stabilitet A/S har endvidere rejst et tilsvarende krav mod Ernst & Young og de statsautoriserede revisorer Tommy Nørskov Rasmussen og Palle Valentin Kubach, der fungerede som bankens eksterne revision til og med regnskabsåret 2007. Den eksterne revision har som følge heraf rejst krav om delvis friholdelse mod Søren Kaare-Andersen, der efterfulgte Niels Valentin Hansen som bankdirektør fra juli 2007.
Påstanden fra Finansiel Stabilitet:
Finansiel Stabilitet A/S har som begrundelse for sine påstande overordnet anført, at ledelsesmedlemmerne har handlet uforsvarligt i forbindelse med bankens generelle drift, og at den eksterne revision har tilsidesat sine pligter efter revisionslovgivningen. Finansiel Stabilitet har endvidere fremhævet ti konkrete engagementer, hvor banken har lidt et tab, der under alle omstændigheder kræves erstattet. Finansiel Stabilitet har begrænset sit tab til 1 mia. kr., men har samtidig anført, at det reelle tab er langt større. I anden række har Finansiel Stabilitet rejst krav mod den tidligere ledelse for tab som følge af bankens rådgivning i forbindelse med to aktiesalgskampagner og bankens salg af produktet Aktiv Boliginvest.
Påstanden fra de Sagsøgte:
De sagsøgte har alle påstået frifindelse.
Hvad finder Landsretten:
Om de generelle forhold:
Landsretten finder, at der har foreligget kritisable forhold i forbindelse med driften af banken. Det drejer sig særligt om, at banken som led i en strategi om vækst havde en omfattende brug af såkaldt presserende bevillinger, hvor bestyrelsen først efterfølgende tog stilling til udlån ydet på et lavere niveau i banken. Banken havde desuden i meget væsentlig grad været eksponeret mod den konkjunkturfølsomme ejendomsbranche. Men: Disse forhold har imidlertid ikke givet landsretten grundlag for at fastslå, at ledelsen generelt betragtet har drevet banken uforsvarligt.
Om de konkrete forhold:
For så vidt angår de konkrete forhold har landsretten vedrørende udlån til bankens store kunders køb af aktier i Roskilde Bank lagt til grund, at der reelt ikke blev foretaget en kreditvurdering. Landsretten har anset dette forhold for ansvarspådragende for direktionen og bestyrelsen. Finansiel Stabilitet har imidlertid ikke kunnet opgøre sit tab i forbindelse hermed, og landsretten har ikke haft det fornødne grundlag for at foretage et skøn over et tab. Derfor er direktionen og bestyrelsen blevet frifundet.
For at kræve erstatning efter dansk ret skal man bl.a. fastslå, at der er ‘et ansvar’ – det er fastslået – og man skal kunne ‘dokumentere sit tab’ – og det er ikke sket. End ikke i et omfang, hvor landsretten har kunnet sjusse sig til en erstatning. Derfor frifindelse. Det er uheldigt som advokat at føre en erstatningssag, hvor man dokumenterer ansvarsgrundlaget, men ikke selve tabet.
Landsretten har ikke fundet grundlag for et erstatningsansvar for bankens revision eller for Søren Kaare-Andersen, som derfor også er blevet frifundet.