Fakturafabrik – Hvad er en fakturafabrik?
Formålet med fakturafabrikken er alene skattesvig
Foranlediget af TV2 Dokumentaren ’Den Sorte Svane’ synes det relevant at forklare begrebet. Det synes også relevant straks at lægge afstand til setuppet; nu hvor serien påviser at advokater er dybt involveret. Man kan kun tage afstand fra fiktive konstruktioner.
Formålet med fakturafabrikken er alene skattesvig, og man må i enhver henseende tage afstand fra begrebet og anvendelsen. Og du skal passe voldsomt på at du ikke uforvarende fedtes ind i en sådan sag. Læs mere om såkaldt kædesvig her. Formålet med denne artikel er alene at bibringe dig viden om og en forståelse om begrebet. Vi bidrager på ingen måde til etablering af den slags setups og beskrivelsen nedenfor er blot en beskrivelse baseret på læsning af flere artikler på nettet om emnet. Her koges det blot ned.
Hvordan kunne en forsimplet fakturafabrik fungere?
Den almindelige virksomhedsejer: Person A
Person A ejer en helt almindelig driftsvirksomhed med 5 ansatte og skaber et driftsresultat på 640.000 kr. før selskabsskat. Normalt vil virksomheden herefter betale selskabsskat til staten med 22% af de 640.000 kr. svarende til 140.800 kr.
Resten af overskuddet efter skat kan A lade stå og spare op i virksomheden, overføre legalt til sit holdingselskab, eller A kan hæve midlerne ud af virksomheden, hvorefter A skal betale yderligere skat med op til 42%.
I dette eksempel bevæger Person A sig ud i kriminalitet: person A vil illegalt reducere sin selskabsskat, og A vil have sorte penge ud af sit selskabet. (Når person A gør dette, læner han sig straks op af for eksempel fængselsstraf, senere konkurskarantæne, og rettighedsfrakendelse..)
Efter gennemsyn af TV2 dokumentar ses det, at Person A får forbindelse til Person B med henblik på at anvende B’ fakturafabrik.
Hvem er Person B:
Person B er tydelig kriminel og tjener mængder af sorte penge, for eksempel fra narkokriminalitet eller anden kriminalitet. Person B har det ’åbenbare problem’ (ud over at han burde sidde i fængsel), at han har så mange kontanter fra sine kriminelle aktiviteter, at B simpelthen ikke kan forbruge de sorte penge, uden at det vækker unødig opsigt i myndighedernes øjne, hvorefter B vil ende i fængsel.
B kan jo ikke bare købe den store sænkede Mercedes for ’folk’ kan spørge, hvor kommer pengene fra. B kan ikke bare betale gæld på huset, for ’folk’ kan spørge, hvor kommer pengene fra, og han kan slet ikke få de sorte midler ind i Banken – længere.
Han bliver simpelthen nødt til at konvertere kontanterne til såkaldte hvide penge. Denne handling kaldes hvidvask. Til det formål anvender B sin fakturafabrik. Handlingerne er dybt dybt ulovlige, og giver voldsom fængselsstraf.
Her kommer faktura-fabrikken ind i billedet.
Det er her Person B anvender en fakturafabrik. Enten hans egen, eller en, der tilhører andre skumle kriminelle mellemmænd.
I sin banale form udtrykker fakturafabrikken følgende:
En virksomhed med en virksomhedshistorik indenfor en branche, hvor ydelserne ikke kan ’’måles og vejes’’ konverteres af den kriminelle til en fakturafabrik. Det kunne en fakturafabrik med vikarservice, vagtservice, rengøring, etc. etc. Ingen af disse virksomheder efterlader sig et produkt, som man kan spørge efter eller kontrollere eksistensen af, hvorfor det er oplagt mål som fakturafabrik. Når virksomheden har en driftshistorik og faktisk har haft en faktisk legal drift falder virksomheden måske ikke så meget i øjnene, som en nystiftet virksomhed kunne gøre, hvis en ny virksomhed pludselig opstår og omsætter og omsætter voldsomme beløb.
Virksomheden (fakturafabrikken) udsteder nu en falsk faktura til person A’ virksomhed på for eksempel 120.000 kr. + moms. Person A’ virksomhed betaler fakturaen til fakturafabrikken ved en ordinær betalingsoverførsel og A’ virksomheds resultat forringes med 120.000 kr. Nu har han kun tjent 520.000 kr. og ikke 640.000 kr. Person B modtager rent faktisk de 120.000 kr. + moms ind i fabrikken uden at have leveret noget som helst, og de 120.000 kr. kan anvendes til løn til B. Nu kan person B argumentere for, at han vitterligt har en personlig indkomst, som han betaler skat af, hvorfor det er sværere for myndighederne og stille spørgsmål ved hans privatforbrug. På denne måde konverteres narkoindtægten til almindelig hvid indtjening.
Sæt selv flere ’nuller på’.
Til gengæld modtager person A 100.000 kr. kontant ’i hånden’. De sorte penge bytter ejermand. Han har nu snydt statskassen og os andre for 26.400 kr., og han har selvfølgelig modtaget i hånden, hvad der svarer til at hæve et hvidt overskud på runde tal 172.400 kr. Nu kan han hygge sig på din og min bekostning og købe gode bøffer. Resultatet er, at Person B får hvidvasket sine sorte penge, og at Person A nu har sorte penge til sin rådighed.
Det ses så, af TV2 serien, at ovenstående naturligvis krydres med, at A modtager de 100.000 på en konto i udlandet, i skattely, m.v.
Ovenstående er tænkte eksempler.
Og hele setuppet er frastødende kriminelt. Og det er ganske frastødende som advokat at opleve kolleger i branchen, der sætter alt over styr i grådighed for at tækkes kriminelle. Det er skuffende og ganske umoralsk og bør koste ‘pladerne’ som advokat.
Bliver man så straffet?
Ja heldigvis. Se for eksempel denne dom.
Straffen?
Sanktionsfastsættelsen
Lad os bare tage byrettens dom: citat
Thi kendes for ret:
Tiltalte T1 skal straffes med fængsel i 2 år og 6 måneder.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 9.850.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.
Tiltalte frakendes i en periode på 5 år retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.
Tiltalte T2 skal straffes med fængsel i 4 år.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde pa 8.075.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.
Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud for bestandig.
Tiltalte frakendes i en periode på 5 år retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.
Tiltalte T3 skal straffes med fængsel i 1 år og 3 måneder. Fuldbyrdelsen af 1 år fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden
Prøvetiden regnes fra endelig dom.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 5.025.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.
Tiltalte frakendes i en periode på 3 år retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.
Tiltalte T4 skal straffes med fængsel i 60 dage.
Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år på betingelse af, tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 80 timer inden for en længste tid på 6 måneder
Prøvetid og længstetid regnes fra endelig dom.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 425.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.
Tiltalte T5 skal straffes med fængsel i 1 år og 3 måneder.
Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år på betingelse af, tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 200 timer inden for en længste tid på 1 år
Prøvetid og længstetid regnes fra endelig dom.
Tiltalte T6 skal straffes med fængsel i 1 år og 3 måneder.
Fuldbyrdelsen af 1 år fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid pa 2 år på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden.
Prøvetiden regnes fra endelig dom.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 4.600.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.
Tiltalte frakendes i en periode på 3 år retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.
Tiltalte T7 skal straffes med fængsel i 60 dage.
Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 80 timer inden for en længstetid på 6 måneder
Prøvetid og længstetid regnes fra endelig dom.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 275.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.
De tiltalte skal betale de sagsomkostninger, som vedrører dem hver især, dog således at T4, T5 og T7 alene skal betale halvdelen af det fastsatte salær til hver af deres forsvarer.