Fravalg af revision? Ja – Nej – betingelser??
Hvornår? Betingelser?
Et kapitalselskab, anpartsselskab/aktieselskab eller iværksætterselskab, kan fravælge revision når
Selskabet 2 regnskabsår i træk ikke overskrider 2 af følgende 3 grænser på balancedagen:
- en balancesum på 4 mio. kr.
- en nettoomsætning på 8 mio. kr. og
- et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede på 12 i løbet af regnskabsåret
Hvornår fravælger man revision?
Ved stiftelsen af selskabet:
Hvis man i forbindelse med stiftelsen af iværksætterselskabet, anpartsselskabet eller andet selskab, ikke forventer, at man vil overskride 2 af de ovenfor nævnte størrelser, kan man fravælge revision. I forbindelse med stiftelser med vores hjælp, fravælger du rent praktisk ved at angive dette på vores bestillingsblanket. Hvis du roder med stiftelsen selv, skal du huske at det både skal nævnes i vedtægterne og i selve stiftelsesdokumentet.
I vedtægterne:
Efter Selskabslovens § 27, skal det angives i selskabets vedtægter og stiftelsesdokument, hvorvidt Selskabet fravælger revision for selskabets første regnskabsår.
Bemærk: Styrelsen accepterer dog, at man kan nøjes med at det er anført i vedtægterne, fordi vedtægterne betragtes som en integreret del af stiftelsesdokumentet. Har man imidlertid glemt denne oplysning, så må selskabet lade sit første regnskab revidere, og så må man på førstkommende ORDINÆRE generalforsamling sørge for at få justeret ønsket ind i dokumenterne. (Reglen gælder tillige for aktieselskaber). Det gælder altså om at være grunddig i forbindelse med stiftelsen.
Senere i selskabets liv:
Senere i dit selskabs liv, fravælger du revision på selskabets ORDINÆRE generalforsamling.
Når jeg skriver ordinære generalforsamling, så er det i modsætning til den ekstraordinære generalforsamling, du kan afholde når som helst i løbet af året. Den ordinære generalforsamling er den generalforsamling, der afholdes efter udløbet af regnskabsåret, og det er her revisor præsenterer dig for årsregnskabet som du skal underskrive før det sendes til styrelsen. Mange revisorer har intet imod at du fravælger revision, men andre synes det er fint du ikke fravælger, og her skal du ikke forvente, at revisor husker dig på at tage en del af levebrødet ud af hånden på ham. Du skal med andre ord selv huske dette emne til generalforsamlingen.
Bliver fravalget ikke vedtaget på generalforsamlingen fortsætter revisionen på årsrapporten også i det kommende regnskabsår.
Beslutningen om fravalg skal oplyses i ledelsespåtegningen i det regnskab, der godkendes, og der skal justeres vedtægter. Har du behov for bistand i denne forbindelse, retter du bare henvendelse via kontaktformularen nedenfor.
Hvem kan ikke fravælge?
Erhvervsdrivende fonde kan ikke fravælge.
Særligt i forbindelse med Virksomhedsoverdragelse?
Hvis du driver virksomhed via et selskab, hvor der er fravalgt revision, og lader dette f.x. ApS indgå i en virksomhedsoverdragelse med henblik på at købe en bestående virksomhed, skal du være opmærksom på, at ledelsen skal vurdere, hvorvidt det må stå klart, at det nye anpartsselskab overskrider de ovenfor nævnte størrelsesgrænser for at kunne fravælge revision.
I så fald må man forudse, at den kommende årsrapport skal revideres.